+45 3131 6797 nadja@optimumhr.dk

Jeg møder mange virksomhedsejere der både før, under og sikkert også efter Corona, fortæller at de ikke praktiserer ”det der med HR”, hvortil jeg ofte, med glimt i øjet, spørger undrende ”det vil sige du ikke har medarbejdere ansat i din virksomhed?”. Det kommer der ofte nogle interessante snakke ud af, som oftest fører til enighed om, at HR jo rent faktisk praktiseres ude i virksomheden i mere eller mindre grad.

Helt overordnet, hvis du som virksomhedsejer har mennesker ansat, så praktiserer du med garanti de almindelige HR discipliner. Det kan være du ikke kalder det ”HR”, men bruger et andet udtryk, men mon ikke du kan sætte flueben ved en af de følgende discipliner jeg lister op herunder:

  • Rekruttering – Hvor skal din næste ressource komme fra, hvilke kompetencer skal de have, opslag, interview, tests etc?
  • Employer Branding – Hvor attraktiv er din virksomhed ift. dine konkurrenter, synliggører du det I gør for jeres personale og kunder på jeres hjemmeside, Facebook, LinkedIn etc?
  • Kompetenceudvikling – Opgraderer du dine medarbejderes kompetencer med f.eks. kurser, så de matcher din virksomhedsstrategi og kan supportere forretningsplanen?
  • Talent Acquisition og Management – Har du identificeret hvor dit næste talent skal komme fra, og har du udviklet og fastholdt dine ansatte talenter? Din virksomhed bliver meget sårbar, hvis du ikke kan identificere talenterne som er i den.
  • Lederudvikling – Udvikler og giver du dine ledere redskaber til at coache, vejlede OG fastholde dine medarbejdere?
  • MUS – Tager du temperaturen på dine medarbejdere og sætter en plan for deres rejse i firmaet?
  • APV – Arbejdspladsvurdering: Er de fysiske/psykiske rammer på plads?
  • Trivselsundersøgelser – Anonym undersøgelse der viser om du er i grøn, gul eller rød zone.  Gør ledelsen deres arbejde godt nok og har dine medarbejdere rent faktisk lyst til at arbejde for dig, eller er der noget du har overset?

Dette er blot for at nævne nogle af de helt specifikke HR discipliner, og lur mig om I ikke praktiserer en eller flere.

Post-Corona damagecontrol

Det store spørgsmål her post-Corona; hvad er vigtigst at satse på og hvad kan vente eller udskydes til markedet igen kommer tilbage til normale tilstande. Jeg vurderer, at Talent Management har høj prioritet, for du har nok ikke fyret din bedste medarbejder under krisen, men har du identificeret ham, hende eller dem?

Der er mange virksomheder, der har valgt at skære ned på deres medarbejderstab her under Corona-krisen, hvilket oftest er fornuftigt taget den økonomiske usikkerhed i betragtning. Det medfører også, at når samfundet i nær fremtid kommer i gang igen, så skabes der et vakuum, hvor de eksisterende medarbejdere skal løbe stærkere og performe endnu mere. Som virksomhedsejer kan man spørge sig selv om ens medarbejdere er gearet til det? Om man har husket at involvere medarbejderne i virksomhedens nuværende situation og i de fremtidige ændrede forretningsplaner, så de ved præcist, hvad der forlanges af dem. Jeg oplever ofte at de færreste virksomhedsejere kender til alle medarbejdernes synlige eller skjulte kompetencer, og hvad der motiverer dem nu og i fremtiden.

HR kan måles på bundlinjen

Min vurdering og mit råd til virksomhedsejere lige nu er, at få kompetencevurderet alle medarbejdere. Få sat kompetencer i system og få et overblik over dine ressourcer og hvordan de kan udnyttes tværorganisatorisk. Stil skarpt på hvad du i nærmeste fremtid får brug for af ressourcer, og hvordan din Talent Acquisition strategi skal være. Stil skarpt på MUS, trivsel og lederkommunikation og sørg for at dine medarbejdere er max motiveret, så kommer du styrket ud på den anden side.

HR er med overalt i din virksomhed, også helt ude ved kunderne. For som vi ynder at sige, os der praktiserer HR faget, så medfører høj medarbejdertilfredshed god performance, der igen fører til høj kundetilfredshed og derved økonomisk gevinst. 

Spørgsmålet til sidst må være, hvor og hvordan du sætter ind i forhold til HR, for at du står skarpere på markedet end dine konkurrenter.